De første to uger i Heidelberg

Så har jeg allerede været været her i to uger. De er gået rasende hurtigt og først nu har jeg fundet tid til at samle tankerne og starte en blog. Jeg vil ikke skrive fællesmails, men i stedet skrive lidt om mine oplevelser i denne blog.

Først nogle kontaktoplysninger:

Jeg bor på kollegiet Commenius Haus,
Humboldtstrasse 21, Zi. 315
69120 Heidelberg

Her kan man altså sende postkort og saltlakrids til. Jeg har endnu ikke fået en tysk mobiltelefon (Handy), men oplyser det nye nummer straks jeg skifter. Indtil videre skulle min danske telefon fungere.

Ordnung must sein: Det tysk bureukrati
Jeg gider ikke tærske langhalm på hvor mange forskellige kontorer jeg har været for at ordne sygesikring, indskrivning, Internet-adgang, lånerkort, fagtilmelding etc., men det er ziemlich viele! Nu er jeg næsten på plads med alt, har fået en tysk bankkonto, har købt en fladskærm (Flackbildschirm) og en billig Drucker i Mediamarkt. Jeg havde været dum nok til at tage min oldgamle farveprinter med til Tyskland som ikke har udskrevet en side siden 9/11. Den har været umulig at få i gang igen og er røget til storskrald. Måske skulle jeg alligevel have lyttet til Fink og prøvet den før jeg tog afsted :-) Der findes også folk der har gjort sig lystige over at jeg gad tage min kontorstol med til Tyskland - ikke mindst da den er rejst med Birgit og JJ tilbage til Danmark igen. Men det var ikke helt dårligt tænkt: ikke alle ting findes på alle værelser, og jeg har måttet købe en skrivebordslampe hvilket føles fjollet når man har tre derhjemme.

Commenius Haus
Folkene på mit Studentenwohnheim er virkelig fine. Den første Birgit og JJ mødte da vi kom til Heidelberg var Carlos, en meget hjælpsom bayer med røde seler og stråhat. Han holder af at gøre tingene på sin måde. Fx har han lånt mig et gammeldags strygejerne fordi han ikke tror på dampstrygejern, han filtrerer alt vand meget kalkholdige vand i en særlig afkalker inden han drikker det, han maler altid sin kaffe (med håndkraft) og mange andre skøre ting. Han har også en masse gode køkkensager jeg må låne hvilket er et hit da jeg ingen køkkenting har medbragt og de fælles ting er ældgamle, rustne, mugne, bulede, uskarpe og aldeles ring'.
Min nabo til højre er Judith, en sød saksisk pige, men desværre vegetar. Den eneste gruppe hun er medlem af på studivz er Christus on Campus og hun det var meget sigende at hun i forgårs hvor vi legede en selskabsleg og ordet 'dildo' blev nævnt med oprigtig uskyld kunne spørge hvad det var.
Heldigvis kom iranerinden Elham de fyre i forkøbet der godt kunne forklare hvad der var tale om. Elham studerer medicin og er gift med og bor sammen med Farbod. De er vores internetturorer, etagens computereksperter.
Anledningen til føromtalte selskabsleg var en afskedfest for Natalya, etagens kazakhstanerinde som havde lavet russiske, kazakstanske og koreanske specialitaer i ledtog med en anden kazakstansk veninde og gangens tysk-kirgiser, Waleri. Mums. Den nationale middag var delvis affødt af at jeg sidste uge havde lavet dansk mad og Farbod havde foreslået Natasja at lave noget næste gang da hun snart flyttede. (Se billeder derfra på studivz.net, Stefanie Littersts side).
Jeg glæder mig til at komme igennem hele det kulinariske landskab gangen kan byde på, for her er både en mexicaner, en afghaner (der forleden bragte mig i forlegenhed ved at komplimentere ikke kun min skjorte, men også mine kraftige, maskuline, nordiske ansigtstræk - ja man skal høre meget før ørerne falder af), en tyrker, to iranere, en amerikanerinde, en halvtyrker, en kirgiser, en bayer, en baderinde, en sakserinde og alle dem jeg har glemt eller ikke har mødt endnu fordi de er på ferie.

Da jeg først kom til kollegiet blev jeg lidt trist over at høre at der ikke skete så meget socialt, at folk helst spiste på deres eget værelse, og ved at se at der var lås på skabe og køleskabe. Men det er slet ikke så slemt. Jeg gider ikke låse mine skabe, og der bliver ikke geklaut noget mad af den grund. (Men Bulent kunne i dag fortælle om en hvis amerikanerinde der sidste semester linkede jeg længere ind og stjal typiske amerikanske fødevarer som nuggets, færdigretter, nudler og ketchup, men altid lod folks sauerkraut stå). Der har også været to fællesspisninger/regulære fester den sidste uge (som vi i smug, på fordækt vis, og i streng strid med husreglementet har holdt uden skrifligt at meddele det til Studentenwerk). Jeg har også været i byen med Waleri og havde en skrækkelig hankat (einen Käter siger de her i landet) dagen efter fordi Waleri absolut ville drikke vodka hele tiden. Altså: det er hyggeligt at bo her, folk er hjælpsomme og låner gerne en strygebrætter og gryder når man har brug for det. Og kulinarisk er de nemme at imponere. Men nu har jeg jo også lært et og andet trick i Haslehytten.

Sprogkurset i Max Wber Haus
Hver dag fra 900 (heldigvis ikke 800) til 1230 har jeg sprogkursus. Det løber fire uger i marts. Der er tre trin eller Stufe'r, og jeg er på Oberstufe, det øverste trin. Her går det lidt hurtigere, men det er til at hænge på. De fleste af mine klassekammerater har enten været i Heidelberg et semester allerede eller studerer tysk som fremmedssprog eller oversættelse i deres hjemland og har et forspring i aktivt ordforråd og faste vendinger. Men i almen grammatik og sprogforståelse og i Hörverständnis er jeg godt med og bedre end mange, blandt andet fordi dansk og tysk er så tæt beslægtet at jeg kan gætte betydningen af mange ord. Jeg har nu alligevel skulle koncentrere mig noget når vi har terpet konjunktiv 2 og andre tysksager for viderekommende som tyskerne ikke engang selv kan finde ud af.
Hver dag er der en lang pause med kaffe og forskellige underlige sydtyske kager (som for det meste er kvalmende søde) og saltkringler. Efter undervisningen går vi tøjhusmensaen som er ret god. Der er buffet og man betaler efter vægt - dvs. at det giver mening at undgå salaten, forsage stivelsen, og styre direkte mod den mere proteinrige del af buffeten. Da det har været 18-19 grader flere dage i sidste uge, har jeg nogle gange fundet en sød pige at spise en dessertis med bagefter.
Om eftermiddagen er der mandag til torsdag et eller andet frivilligt kursus. Mandag er der Landeskunde om tysk politik og erhverv og tirsdag og torsdag kører et kursus om tysk historie hvor vi hver gang ser en tysk film om et nyt årti og forud derfor får en kort præsentation af historie og film. Jeg har set Das Wunder von Bern og Die verlorene Ehre von Katharina Blum og genset Das Leben der Anderen. Det er smaddergodt, men også afsindigt svært at forstå det talte tyske.

Også i min sprogskoleklasse er der fuldt af søde mennesker. Selvom vores strenge tysklærerinde Frau Silvani (som vi naturligvis er på Sie med) igen og igen formaner os ikke kun at hænge ud med dem vi ligner, er der selvfølgelig opstået nogle løse grupper alligevel. Ikke underligt svinger jeg ganske godt med de to nordmænd Johan og hans kæreste (som jeg ikke kan huske hvad hedder, men også læser RV) og svenskeren Johan, men bedst med flamlænderen Frederik.
Der er også en hyggelig engelskbroget gruppe med tre skotske piger (med den coole accent, men den ene grimmere end den anden), englænderne Andrew (der er som taget ud af et engelsk boyband) og Pete, australieren Joanna og forskellige amerikanere: Kassandra, Daniel (som ikke siger anden end "Ich weiss nichts", "ich bin faul" og "You're allowed to have two male crunches though you're heterosexual", William.
Fra mere eksotiske lande har vi tre tyrkere, en libyer og en marokkaner som man som RV'er får god forstand af at snakke islam med. Ingen af dem er fanatisk religiøse og gør meget ud af at understrege forskellene, både mellem tyrkere og arabere, mellem arabiske lande og inden for forskellige samfundslag i de enkelte lande.
Den mest anderledes tænkende end os andre er nok russerinden. Når vi snakker politik har hun godt nok nogle meget kyniske og meget lidt sociale ideer. Men "aber das ist sozialistisch" forsøger hun at lukke munden på os lallegode skandinaver. (Det er morsomt som borgeligtstemmede dansker at være til den røde side her. Undtagen dog når det gælder ligestillingsområdet hvor der hersker svenske tilstande med kvindekvoter på universiteterne hernede).
Ud af 16 elever er der kun 6 piger i vores klasse hvilket er helt, helt forkert. Der er dog en meget køn italienerinde, Frederica. I de andre klasser er der dog mange andre smukke italienerinder (og grækerinder, australierinder, nepalinder, polinder og australierinder). Alt i alt slet ikke så slemt, selvom det skuffer mig at der er ikke er en eneste svensk blondine :-( Til gengæld er de allesammen små. Heidelberg skal nok blive en fornøjelig by at bo i når temperaturen går i vejret. Så kan det være jeg vil gå lidt mere rundt i stedet for at fræse rundt på den ældgamle, lebensgefährliche Fahrrad (med kurv og Rucktritt) som jeg formedelst 15 € har lejet hele semesteret.

Der sker hele tiden noget socialt med de internationale studenter. Hver uge om tirsdagen er der et stammtisch på en kneipe. Dertil kommer fester, udflugter (næste uge til et bryggeri!) og andet vi selv finder på - ofte indgår øl i arrangementet. Og dem er de gode til at lave hernede. I Heidelberg findes der (mindst) et egentligt bryggeri og to mikrobryggerier: Vetter og Kulturbraueri. Vi købte forleden et fad øl på Vettern og fik en tønde med hane og alting ned på bordet med et værre svineri til følge da vi forsøgte at tappe hver vores øl. Men hyggeligt var det - ikke mindst fordi jeg udviklede et særligt bond med Johan den skeløjede nordmand rettet mod Johan der Schwede som blev berørigt hånet.

Jeg har også løbet ture i den meget fine natur, næsten læst Das Parfum færdig, haft Mülldienst og meget andet.

Jeg kommer på besøg i Danmark mellem den 14. og 18. april, men har ellers ikke planer om at komme hjem før i slutningen af august. Til gengæld vil jeg meget gerne besøges, også fx i kombination med udflugter til andre steder i Tyskland, Paris, Strassbourg etc.