Dienstag, 24. April 2007

Skandinaviensturne

Lørdag d. 14. grillede vi og herumlå på Neckarwiesen. Det var rart så jeg udskød og udskød at drage hjem til kollegiet for at hente mine sager og tage nattoget til DK. Det var nært blevet skæbnesvangert, for da der kun var45 min. til toget gik, opdagede jeg at det gik fra Mannheim og slet ikke fra Heidelberg :-(

Det gik nu det hele - jeg kom til DK og fik besøgt venner og familie, men det er en anden (og god) historie som ikke hører til i en Heidelbergblog. Det gør heller ikke beretningen om den temmeligt kiksede konference i Stockholm hvor den bedste keynotespeaker rettede et skævt og teoriforskrækket angreb på den kognitive religionsvidenskab og forsikrede alle om at vi roligt kunne fortsætte med at fortolke, hvor den afsluttende diskussion var præget af en spøjs inders opfordring til at skabe en ny verdensreligion med det bedste fra alle religioner, og hvor det største lyspunkt var den lille svenskinde der hele konferencen passede en bod med Svensk Religionshistorisk Årsskrift uden at sælge nogen. Siges skal det dog, at det var en fornøjelse at bo med et par tyskere (Alex og Wanda), at jeg mødte endnu andre flinke tyskere fra Münster og Leipzig, at jeg fik tre bøger foræret og brændte mig på en varm gryde da vi spiste indisk - sårret har jeg endnu.

Det sneede i Stockholm, så det er godt at være tilbage i Heidelberg hvor jeg i morgen skal spille beachvolley :-)

O-Woche

Nu er det på tide at få blogget lidt igen.

Orienterungswoche
I ugen efter min pokersucces (ugen inden semesterets begyndelse) var der O-Woche for alle internationale studenter. Jeg vidste det meste i forvejen, men blev lokket til med løfter om Kneipenbummel. Hverken tøjkæde eller nøgenbadning i Neckaren blev det dog desværre til.

Til gengæld hørte jeg et noget forkølet kor synge Heidelbergs pris og blev budt hjerteligt velkommen en 7-8 gange er forskellige prominente universitetsmennesker. Der var kommet nye folk til der ikke behøvede (eller troede de ikke behøvede sprogkurset) og vi blev inddelt i grupper efter fag. Jeg kom derfor til at hænge ud med Martin Bonde, teologen fra Aarhus, hvilket var smadderhyggeligt. Sammen med letinden Daca dannede vi et Stadtrallyhold og løste gåder i hele Heidelberg, fandt ud af hvor Goethe næsten havde overnattet, hvem den "første" heidelberger var, og hvor man til 1914 kunne få et gratis værelse natten over (nemlig studenterfængslet for studenter der drak og gik med kvinder). Desværre rakte det kun til en tredjeplads og jeg vandt et Heidelberg Uni-krus. Nu var jeg to :-) Kneipebummel blev det også til.

Samtidig havde Religionswissenschaft (ReWi) noget introhalløj for studiestartere. Så når programmet var for kedeligt i O-wochen sagde jeg at dringend müsste gå til ReWi og så spiste jeg en is i solen - det var 27 grader. Det var dog rart at få ReWi-folkenes introduktion til bibliotekerne med. Arrgh - vi har altså gode forhold på TEO. Her er alting bøvlet og tager længere tid - og ReWis institutbibliotek er et præsensbibliotek der kun har åbent få timer hver dag.

Fredag aften (dvs. d. 13 - jeg skriver lidt sent om disse sager) var der stor Erasmus-fest i mensaen. 400-nogen folk var vi, men det var et kulturchock ikke at se så meget som ét par kysse. Hvad sker der for folk herned??? Og da klokken var 3 og festen sluttede gik folk hjælp. Jeg spurgte: "Hvor skal vi nu gå hen?", men der var ingen steder at gå hen. Det eneste gode ved tyskernes måde at feste på er at man ingen tømmermænd får hvis man kun drikker et par øl mere end dem.

Montag, 9. April 2007

WUHU!

Har i nat nappet en andenplads i en 10K grd. turnering på Pacific og vundet 1500$. Jatak!

Det må jeg lige ha en bajer på!

Sonntag, 8. April 2007

Besøg fra Dänemark

De sidste par dage har jeg haft besøg fra Danmark. JJ, Mikkel og Birgit kørte herned i Mikkel Lidlfirmaaudi - rimeligt nice!

Der er rimeligt dødt på Wohnheimet fordi alle er hjemme til påske, så det var mægtigt at der kom lidt gang i den. Torsdag aften åd vi lidt sammenkogt aftenføde og drak nogle af mine tyske øl sammen med den nye polakinde på gangen, Magda, inden vi begav os på gav til Villa Nachttanz. En eller anden hævdede at det kun ville tage en halv time, men det var løgn. En time vandrede vi langs banelegemet igennem et øde industrikvarter inden vi fandt festhytten: en villa med varm og fugtig koncertkælder, indieDJ og billig bar på første sal og bål i haven. Meget gemytlit, men lovlig voldsomt på dansegulvet. Vi tog en taxa hjem og fandt ud af at sove fire på mit lille værelse.

Fredag og lørdag udnyttede vi at have bil og fik set Speyer (med en stor flot Kaiserdom, god is og sol), Worms (med endnu en stor flot Kaiserdom og et Luthermonument) og Mannheim (med Baden-Wurttembergs bedste döner - når den får ekstra sovs). En tur med bjergbanen op til den gode udsigt (men dårlige wurst) ved Kaiserstuhl blev det også lidt, samt koncert med værker af Bach fredag aften sammen med vores kumpel Martin der studerer teologi hernede i sommersemesteret. Han havde mødt præsten i Providenzkirken hvor koncerten var og måske var det derfor den flinke præst stak os fem fribilletter der ellers havde kostet 14 € hver. Måske gengælder jeg tjenesten ved at tage til hans gladkristen medbring-din-rustne-blokfløjte-eller-andet-instrument-og-spil-fra-hjertet-gudstjeneste i morgen.

Nu er der heldigvis kun en uge til jeg selv kommer hjem til Danmarks land og siger guduw!
Bis dann frohe Ostern für euch alle!

Dienstag, 3. April 2007

Tysk mobilnummer

Gutenheute

Så har jeg det endelig geschafft at få et tysk Handy-nummer.

Det er forfærdeligt langt og lyder: (0049) 0151 5924 1512

Jeg vil have det tyske simkort i telefonen hele tiden, undtagen mellem den 15. og 23 april.

Tschüs

Montag, 2. April 2007

Musikmesse i Frankfurt

Selvom jeg fortsat har hostet over weekenden og har fået dryptud på grund af birkepollen, har jeg ikke ligget på den lade side (selvom jeg måske burde have gjort netop det).

Fredag. Sidste skoledag
I fredags havde vi sidste skoledag på sprogskolen. Jeg har fået et fint Schein med karakteren 1,6 på en hjemmestrikket skala fra 1 til 5 hvor 1 er bedst. Endnu engang har det altså lykkedes mig at charme mine kvindelige lærere og få en karakter der reflekterede at jeg havde nået fornuftigt at sige, ikke at jeg kunne udtrykke det på tysk. Da det andet Oberstufehold skulle se film den sidste dag, byttede vi lokale med dem og fik derfor - endelig - lov til at have undervisning i Max Webers arbejdsværelse. Ja, det hedder jo ikke Max Weber Haus for sjov! Bagefter bød huset på afslutningsbrunch og selv fik vi foranstaltet noget druk om aftenen.

Lørdag. Musikmesse
Lørdag morgen nåede jeg lige at få amerikanerinden Renes amerikanske morgenmad (pancakes med ahornsirup og nogle underlige, salte boller med bechamelsovs, røræg og braskartofler) inden jeg futtede til Frankfurt. Selve byen synes jeg ikke var noget særligt prægtigt syn, men det var skægt at være til messe der er så stor, at små shuttelbusser kører en fra hal til hal. Der var en hel hal med violiner, en anden med flygler, men jeg styrede direkte til percussionhallen. Og fandt nogle etnere der solgte billige, fede trommer. Af en pakistaner købte jeg to gedeskindstrommer (for hver blot 16€) og en inder stak to tamburiner og en stik i min mulepose for en 10€-seddel. En tysker forsøgte at prakke mig en landsknechttrommel på til over 500 €, men jeg fandt en endnu federe en hos en tyrk til en fjerdedel af prisen. Den var desværre udsolgt, men han lovede at undersøge hvad det kostede at sende en sådan tromme til DK.

Fornøjet, men træt i fødderne, gik jeg mod udgangen, men blev stoppet af en securitydame. "Hast du diese auf der Messe gekauft?" Hun forklarede at det stod overalt at det var forbudt at sælge og købe sager på messen - men at alle gjorde det den sidste dag. Hun ville dog lade det passere hvis jeg gik tilbage til standene (som lå laaangt væk) og fik en kvittering. Det prøvede jeg så. Inderen skrev "Free Samples" bag på sit visitkort, pakistaneren skrev den rigtige pris. Jeg forsøgte en ny udgang der var nærmere. Den store securityfyr der ville ikke acceptere de hjemmelavede kvitteringer. "Need stamp" sagde han. Så gik jeg tilbage. Pakistaneren blev sur og gik med. Han havde ikke noget stempel og skulle nok forklare sig. Vi farede mere eller mindre vild og fandt en trejde udgang. Securitydamen her var optaget af at sende en anden besøgende tilbage efter en kvittering for et nodestativ. Jeg opgav at være ærlig og gik igennem med mit rov.

Søndag. Poker og passion
Overalt i byen er der plakater der reklamerer for pokerevents. Hver dag afholder Pokerhimmel, Einfach Poker, Pokerturnier, Redcards eller et andet firma en pokerturnering i nærheden. For blot 10€ kunne man i går spille med på cafeen Acht Grad (for der faktisk var koldt). Det måtte jeg prøve. På plussiden talte at der var lys i bordene og hvert timandsbord var forsynet med en dealer. På minussiden at man ikke kunne vinde penge, men kun ting. Førstepræmien var et fjernsy, og at blindsne steg hvert 10. minut. Det var en turboturnering.

De fleste spillere var horribelt ringe. Ikke engang i en lucky dollar unl. rebuy på nettet spiller folk så ringe som de gjorde her. En fyr gik all-in med J5 post-turn uden at have ramt. Samme spiller endte jeg all-in mod, men dårlige spillere kan sagtens være svineheldige - jeg var ude inden første time var gået. Jeg vil nu vende tilbage en dag hvor jeg har mere tålmodighed.

Om aftenen hørte svensker-Johan og jeg Bachs Matthæuspassion i Peterskirche. Rart med god musik og lidt ro. Jeg sad heldigvis nær sidekapellets nødudgang og kunne sammen med en tysk lidelsesfælle liste ud og hoste, nye og pusse næse en gang imellem.